Forældrebrev,2.KLASSE,AUG,2004
Tekstboks: Til forældrene i 2.klasse

Vi håber, at I alle har haft en dejlig sommerferie og byder jer velkommen til et nyt skoleår. Vi glæder os til endnu et år med jeres 
herlige unger.

Vores nye klasseværelse, som ligger i den netop opførte pavillon, er efterhånden ved at være færdigt. Der mangler stadig lidt ”småting” som hylder og reoler, men det bliver et lyst og rart sted at være. 
Desværre har det været lidt kaotisk i den første tid, hvorfor vi ikke altid har haft ”almindelig” skolegang. Vores ting har været pakket i flyttekasser, men der er lys forude.

Vi har fået tre nye elever i klassen: Amalie, Sara og Helene. Velkommen til både jer og jeres forældre. Vi glæder os til det fremtidige samarbejde. Klassen har taget pænt imod dem og de er hurtigt faldet til. Børnene får en ny klasseliste, hvor Amalie, Sara og Helene også ”er” på. 
Mette fra SFO beærer os igen i år med sit selskab. Hun er med i klassen om torsdagen. Desværre må vi undvære Mette i uge 34, 35 og 36, da hendes datter skal opereres. 

Klassen har fået ny musiklærer. Han hedder Ulf og børnene virker allerede meget begejstrede for ham efter de første par timer.

Vores bibliotekstime kommer i år til at ligge om mandagen,

Vi har fået ny læsebog. En rigtig spændende og TUNG en. For at børnene ikke skal komme kravlende ved juletid med diverse rygskader, har vi sammen med dem sorteret lidt i deres tasker. Der skal i øjeblikket være læsebog, staveordsmappe,  matematikbog, lektiebog, pennalhus og forældremappe. Resten kan ligge i klassen.

Vi er allerede godt i gang i dansk. 
-	Vi har tegnet selvportrætter til scrapbogen og har fået læst de mange flotte postkort, hvor børnene fik fortalt om deres ferie. 
-	Vi har skrevet om ferien, og teksten er allerede i scrapbogen.
-	De første tekster i læsebogen er sagn om trolde. Vi laver små ”skuespil” om trolde og skal have lavet nogle flotte trolde til at pynte i klassen.
-	Vi kigger på billeder og skriver historier som læses op i klassen.
-	Vi skal så småt i gang med ordklasser. Vi leger forskellige lege, hvor børnene f.eks. skal mime et tillægsord. 
-	Mange af børnene skal i gang med sammenbunden skrift. Alle vil forfærdelig gerne, men det er ikke sikkert entusiasmen holder når skrivearkene kommer på bordet! Vi tager det stille og roligt.

Vi fortsætter vores fredagshæfte, som har været en stor succes. Til de nye forældre vil jeg lige gøre opmærksom på, at der kun må ”børnestaves” i hæftet. Jeg bruger bla. hæftet til at holde mig orienteret om, hvordan det enkelte barns skriftlige færdigheder udvikles, og vil derfor gerne, at det er barnets skriftlighed jeg evaluerer på.

I matematik er vi ved at færdiggøre sigma 1b- bogen inden vi tager hul på matematikbogen for 2.klasse.  Børnene får i denne uge en ny matematikmappe, hvor de altid vil have noget frimatematik i,som de kan lave løs af.  Herudover vil jeg udlevere andet ekstramateriale til de børn, der har lyst til at lave endnu mere matematik.

Idrætstimerne ligger i år fredag morgen.  Vi vil være noget ude når vejret tillader det – men ofte er det desværre ret fugtigt og koldt i de første timer.   Børnene behøves ikke at have specielt udetøj med, da vi kun er ude, når vejret tillader at vi kan bruge det almindelige idrætstøj. 

Inden ferien forsøgte vi at få ”ryddet” op i de mange fødselsdagstegninger ved delvist at have dem som lektie. Desværre fik mange dem ikke lavet dem, så vi har haft et opsamlingsheat her efter ferien. Børnenes fødselsdage kommer i ”klumper” og mange har fødselsdag i ferien, så det har måske virket lidt uoverskueligt. Fremover bruger vi 10 min. i klassen på tegningerne og herefter må de lave tegningerne færdige hjemme som lektie.

Vi (Kim og Jette) har i år været så heldige at få en ugentlig lektion sammen i klassen. Den ligger om tirsdagen i 4.time og vil i et vist omfang blive brugt i forbindelse med IT-undervisning.

Skolefesten er igen i år en markedsfest – denne gang med det overordnede emne ”Afrika” . 2.klasse skal være sammen med Jette hele tiden og Kim vil støde til ca halvdelen af timerne.  I temadagene op til skolefesten har vi valgt at arbejde med ”dans og lege” fra Afrika, 
hvilket vores aktivitet til festen også vil bære præg af.
I temadagene vil vi dog også  prøve at give børnene en generel viden omkring verdensdelen Afrika.

Tilbage kun lige at minde jer på at vi har det første forældremøde i 2.klasse tirsdag den 14. september, hvilket I får yderligere information om senere.

Fortsat god sommer J
Venlig hilsen
Jette & Kim