Forældrebrev,2.KLASSE,MAJ,2005
Tekstboks: Til forældrene i 2.klasse


Allerførst et lidt forsinket tak for sidst. Vi føler begge, at det var nogle positive og konstruktive samtaler om jeres børn, og vi ser frem til endnu et skoleår med et frugtbart samarbejde. 

Vi har for klassekassen købt brugte Anders And blade. Julie tilbød sin hjælp og slæbte ikke mindre end 50 blade med hjem fra Ålborg. Bladene skal bruges som ”beskæftigelse”, når der er ventetid i musiktimerne. Vi håber, at det vil give lidt mere arbejdsro.

Skolens bibliotekarer skal have registreret samtlige materialer på biblioteket og har derfor hjemkaldt alle udlån. Vil I sørge for, at børnene får alle biblioteksbøger med i skole til aflevering mandag den 23. maj. Det er ikke optimalt, at børnene ikke har adgang til frilæsning fra slutningen af maj og frem til skolestart, derfor en lille opfordring til at opsøge Hadsten Bibliotek som har en udsøgt service og mange spændende materialer.

Børnene er nu så langt i deres staveudvikling, at vi i fællesskab godt kan hjælpe dem i gang med ”voksenstavningen.” Det betyder, at der må hjælpes og rettes i alt, undtagen fredagshæftet. Det er HELLIGT. Her skal børnene have lov at skrive i fred, og jeg har samtidig en chance for at følge med i deres staveudvikling.
Vi synger stadig dagligt. Børnene er ret gode til at synge, og glæder sig til det er deres tur til at vælge. Foruden hyppig repetition af navneord er vi også i gang med udsagnsord. Vi kæmper stadig med de sidste diktatord og navneordsmapper.

Vandrehistorien, som har været en stor succes, har nu været klassen rundt. Er der nogle, der har lyst til at afslutte den? En del af børnene har tilbudt at tage historien med hjem, men det kræver også en voksens overblik for at få samlet alle trådene. Hvis flere melder sig, bliver det ”først til mølle” princippet.

Dagens hyggestund/højdepunkt er, når den enkelte elev skal i lærerstolen og fortælle eller læse op. Desværre glemmer ca. halvdelen at få forberedt sig. Vil I hjælpe med at huske dem på det ?

I matematik er vi nu kommet godt i gang med vores nye sigmabog.  Ind imellem arbejder vi med 2 sider af gangen - det betyder at enkelte elever kan ske at få meget hjemmearbejde.  Det er ikke meningen at eleverne skal sidde mere end ca 20 min. med hjemmearbejdet i matematik.  Hvis I vurderer at der er for meget til næste dag, må I hellere stoppe efter de 20 min og sætte jeres underskrift hvor I kom til, så jeg ved at det er jer der har taget beslutningen.
Det er vigtigt at børnene får en daglig dosis matematik, så skulle det ske at der ingen matematiklektier står til næste dag, vil det være en rigtig god ide at lade børnene arbejde et kvarters tid med frimatematik. Undtaget er weekenden, hvor jeg for det meste ikke giver lektier for.

I uge 21, altså næste uge, har vi emneuge. 
Kim er sammen med klassen mandag, torsdag og fredag. Jette er der tirsdag og onsdag.
Tirsdag og onsdag skal vi have ordnet scrapbog, ryddet op i vores elevskuffer, høre fortællinger fra Det gamle testamente og se en film om Moses. 
Mandag, torsdag og fredag skal vi lave lidt for både hoved og krop.   Vi skal arbejde med matematik, N/T samt idræt i en vekselvirkning.  Vi tager et godt ryk i matematik, da jeg synes lidt for mange af vores timer er smuttet ”til andet” i løbet af det forgangne år. Herudover skal vi hver dag ud og røre os enten i naturen hvor vi skal arbejde med dyr og planter i området, eller på idrætsbanen hvor vi skal lege og spille lidt boldspil.
Børnene skal disse dage derfor gerne have fornuftig ude-røre-sig-godt-i-tøj , men behøves ikke andre bøger end matematikmaterialerne.
Børnene møder og slutter til almindelig tid alle dage i ugen.

Vi havde en episode i sidste uge hvor nogle af eleverne fra klassen skulle prøve at ryge i et frikvarter.  Vi har taget en meget alvorlig snak med både de pågældende elever og deres forældre.  Herudover har vi taget et lille snak med klassen om det og vi er overbeviste om at ingen vil prøve dette igen sådan lige foreløbig.

Forældrerådet har planlagt et arrangement onsdag den 15.juni. 
Der vil senere blive udsendt særskilt information om dette klassearrangement.

Vi har lige fået taget et fællesfoto af klassen udenfor med vores 4 tvillingepar stående sammen.  Det er så indsendt til børnenes rekordbog, som vil sætte det i næste års bog som udkommer til oktober.  Vi har så ”danmarksrekorden” i flest tvillingepar i en klasse

Se fotografierne : tryk her