Forældrebrev,3.KLASSE,OKT,2005
Tekstboks: Allerførst tak for et positivt og godt forældremøde. Dagsordenen var lang og tiden trak endnu engang ud, men heldigvis nåede vi gennem det meste.

En stor tak til forældrerådet for det flotte kagebord. Klassen nød godt af resterne, ikke kun dagen efter, men også den følgende dag. 
Susanne (Christian) og Birthe (Kristine) var på valg til klasseforældrerådet. En stor tak til jer for jeres indsats som forældrerødder de sidste år og ikke mindst tak for mange gode snakke.
Henrik (Alexander) og Michael (Frederik) er nye ”rødder”. Velkommen til jer. Til lejrskolearrangementet mandag den 14.november aftaler vi dato for næste klasseforældrerådsmøde. 

Halvdelen af klassen var her torsdag den 13.oktober til sundhedsplejerske.  Resten skal torsdag den 10.november. Børnene får inden da en seddel med hjem.

Vi har de sidste uge kørt et dinosaurusemne på tværs af de fleste fag. Der er blevet læst mange bøger, set nogle utrolige spændende og flotte film, løst mange opgaver og arbejdet seriøst med emnet. Alle børnene har, som afslutning på emnet, valgt et fortidsdyr, som de har skullet skrive og tegne lidt om. I fredagshæftet bliver det også spændende at se, hvor meget de i øvrigt  har fået ”indenbords”.

Efter efterårsferien går vi straks i gang med vores fiskeriemne, så vi kan være lidt forberedte til vores lejrtur.  Dette emne vil også køre på tværs af de fleste fag.
Vi har fået fat i tre klassesæt om emnet. Desværre er to af bøgerne forholdsvis svære, så der vil være forskel på læselektien, både hvad angår bøger og læsemængde. Alle børn får flere bøger med hjem, så kan I måske kigge i dem, og læse lidt højt. Vi vil bruge en del tid på højtlæsning og fællessnakke.
Børnene er blevet delt op i sovegrupper til minilejren. Hver sovegruppe skal planlægge lidt underholdning til aftenerne. Der vil blive afsat lidt tid til dette i timerne, men vi forventer også, at der forberedes noget hjemmefra som ”lektie”. Eneste begrænsning for fantasien er, at de selv kan slæbe evt. rekvisitter frem og tilbage. Efter snakken at dømme er der allerede gang i en masse. Det er vi spændte på. 

I får nærmere oplysninger om vores minilejr i ugen efter efterårsferien.

Efter ferien går vi også i gang med vores nye matematikbøger, sigma 3a.  Som nævnt på forældremødet, har jeg valgt at fortsætte med vores sigma-system.  Jeg tror det er det bedste system og hvis vi skulle skifte, ville der være en del steder vi skulle springe over samt supplere fra andre systemer. Det skal siges at det sigma vi bruger er en nyrevideret udgave, som har alle de seneste fornyelser med fra fælles mål fra UVM (www.faellesmaal.uvm.dk)  


Vær opmærksom på at Sigmasystemet har ry for at være ”et svært system” .
Som nævnt på forældremødet, må I dog ikke fortvivle, hvis der er opgavetyper som både I og børnene er i tvivl om.  Opgavetyperne bliver repeteret flere gange gennem systemet og i timerne, hvis børnene ikke lige har fanget det første gang.  Har klassen generelle problemer med en opgavetype, tager vi det op og øver det – er det enkeltelever der ikke kan få hul på opgaver, prøver jeg at finde tid til at hjælpe dem individuelt.  Børnene trænes også i, og vil utrolig gerne hjælpe hinanden, hvilket vi ofte bruger i matematiktimerne.
Hænger I med et konkret matematikproblem når I laver lektier derhjemme, må I altid gerne prøve at ringe til mig privat.
I kan også hente lidt ekstra hjælp på nettet, i forhold til at støtte op omkring dansk og matematik: www.foraeldreunivers.dk.

Jeg nævnte også den nye 15 minutters lektie-regel på forældremødet og vil lige præcisere den her.  Da børnene selvfølgelig er på forskellig niveau samt arbejder i forskellig tempi, er det ikke altid retfærdigt at sige at de alle har en bestemt side for hjemme.  Flere når det i skolen, mens andre må slås med det i lang tid på hjemmefronten.  Det er skidt for alle børnene, da de alle skal have en passende udfordring. Jeg har derfor, som udgangspunkt, snakket med dem om, at alle skal sidde med minimum 15 minutters matematik hjemme hver gang.  Husk det er udgangspunktet, for I bestemmer selvfølgelig alt efter jeres tid den konkrete dag og jeres barns overskud.
Hvis Børnene er færdige med sigmalektien, har de alle sammen forskelligt ”frimatematik” som de kan og skal lave i.  Jeg laver forskellige former frimatematik både mht sværhedsgrad samt opgavetyper og prøver at sørge for at de får de materialer der passer dem bedst.

Lidt fra SFO. Børnene er faldet utrolig god til i Knasten. De leger meget sammen med deres klassekrammerater, men mange danner også nye kammeratskaber blandt de andre børn. Flere af børnene er begyndt at vise interesse for andre aktiviteter, f.eks. bliver træværkstedet flittigt brugt.

I forbindelse med de kommende forældresamtaler vil jeg sende et skema med SFO-børnene hjem. Jeg vil gerne have børnene til at tænke lidt over deres hverdag i SFO, deres sociale relationer o.s.v. Skemaet laver jeg som et samtaleark, og jeg håber I vil tage en lille snak med børnene og evt. hjælpe dem med at udfylde det umiddelbart efter efterårsferien. Efterfølgende vil jeg tage en lille snak med hver enkelt barn. Snakken er ment som en guide til mig i forbindelse med forældresamtalerne men også for at ”overgive” børnene bedst muligt til Knasten, når jeg stopper som kontaktpædagog i 3. klasse pr. 1. april 2006.

Rigtig god efterårsferie til alle
Mette, Jette & Kim